Ordfest på café Retro i Jægersborggade

Arrangementet “Ord for alle” på café Retro i Jægersborggade var både underholdende og interessant, og stemningen behagelig og intim. Aftenens poetiske deltagere vekslede mellem temaer som mænd med hjertesorg, der ligger på dørmåtter af gammel vane, sydhavnsdigtere og forstadsliv, forsvundne pigebørn og onde mandspersoner samt klassisk digtning om kærlighed og forførende femme fatales. Inspirende aften med ekstremt oplagte oplæsere.

Ord for alle på Retro
Mireille Stærk, Michael Dyst, Katrine May Hansen og Arash Sharifzadeh Abdi var aftenens oplæsere på Café Retro i Jægersborggade. Flere af dem havde nyt materiale med sig. Mireille Stærk lagde ud med at læse op af sin digtsamling “Der ligger en mand på min dørmåtte”, som udkom på forlaget Ravnerock i 2010.

Kølig og kærlig kurtisaneberetning fra Mireille Stærk
På bagsiden af Mireille Stærks digtsamling kan man læse, at det er en beretning om “nærvær på flisen, om fluer og møl, parringsfrekvens og symbiose i provinsen, om ligegyldigheden ved fællesskab med mennesker, med heste, med mænd og alle de andre ubetydelige pletter på lagnet. En kølig, men kærlig rejse fra kæreste til kurtisane”.

Kølig eller kærlig? Bedøm selv ud fra dette lille filmklip fra Mireille Stærks oplæsning:

http://www.dailymotion.com/video/xhnar8_mireille-stark-pa-cafe-retro-15-marts-2011_creation

Klassisk digtning fra Arash Sharifzadeh Abdi
Arash Sharifzadeh Abdi er digter, tolk og oversætter. Han understreger, at han er dedikeret til den klassiske digtning, og han har oversat nogle af de helt store persiske klassiske poeter som Omar Khajjam, Rumi og Hâfez.

Poesi skal læses op
“Hvis jeg skrev prosa, ville jeg overlade det til en anden at læse det op. Poesi SKAL læses op – og helst af forfatteren selv. Det er en kunst i sig selv at læse poesi op. Også at skrive det, naturligvis. Men det er to vidt forskellige kunstarter, synes jeg”.

Michael Dysts dystre ordgøgleri
Michael Dysts digte er excentriske, kantede, ærlige, rammende, skæve og syrede. Nogle af dem er ganske lange, mens andre er kogt ned til en enkelt sætning eller to. Han kan formulere sig i korthed, men han kan også udpenske filosofiske tanker om “sydhavnsdigterne”, vores liv med maskinerne, indholdsløst zombietv og livets tømmermænd. Der er ingen tvivl om, at Michael Dyst har ordet i sin magt. Hør selv på denne lille smagsprøve fra hans oplæsning:

http://www.dailymotion.com/video/xhnb1i_michael-dyst-pa-retro

Ingen kærlighed fra Katrine May Hansen
“Mere end mørkeræd” hedder en samling rædselsvækkende historier, som Katrine May Hansen overraskende havde med til publikum på Retro. Hun plejer at skrive mest om kærlighed og kvindelighed, men som hun selv sagde, skulle hun “for en gangs skyld ikke læse en tekst op om kærlighed”.

Makabre fortællinger om forsvundne småpiger
I stedet læste hun en række fortællinger op, som man godt kan klassificere som “makabre”. Det handlede blandt andet om en flok småpiger, der var blevet bortført af unge mænd med onde hensigter, om døde kroppe i et feststemt hus, hvor en 12-årig pige savnes, om morderiske chauffører i Thailand og andre not-so-cosy temaer… Men Katrine May Hansen beviste, at hun kan andet end at skrive om kærlighed.

 

Om livelittcph

Skriver om, anbefaler og anmelder litteratur, poesi og oplæsninger i København...
Dette indlæg blev udgivet i Arrangementer, Interview. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar