Canadiske Amanda Lindhouts selvbiografiske bog ‘Huset i himlen’ er en både rystende og inspirerende beretning om den unge kvindes 15 måneder som gidsel i Somalia.
Amanda var en ung vestlig kvinde i tyverne, der havde været ramt af rejsefeber i nogle år og var i fuld gang med at etablere sig som freelancejournalist, da hun og hendes rejsemakker blev holdt op og derefter kidnappet af en gruppe meget unge og meget fundamentalistiske muslimske mænd på en støvet landevej i Somalia i sommeren 2008.
Hun beskriver de første par dage og uger i fangenskab og den overvældende angst, der veksler med en følelse af vantro og håb om, at de selvfølgelig snart bliver frigivet.
Havde de vidst, hvad der ventede dem, og hvor længe det ville stå på, var deres håb nok hurtigt blevet slukket. Derfor sidder man som læser og tænker, at det er godt, at de ikke kender tidsrammen for deres fangenskab. For det havde ikke været til at holde ud.
Rotter, voldtægt og lænker i et mørkt rum uden vinduer
Amanda har det som kvinde værre end sin mandlige medfange, der får mere respekt fra sine fangevogtere, og på et tidspunkt beskriver Amanda, hvordan hun, på vej tilbage fra et toiletbesøg med lænker om fødderne, får et glimt af hans (Nigels) rum, hvor der både er et lille vindue, så han kan se og mærke dagslyset samt et myggenet og en bog, som han sidder og læser i midt på gulvet.
“Med sit blå myggenet draperet om sig som en kongekåbe”, skriver Amanda, så vi mærker, hvor uretfærdigt det må have føltes for hende, at de behandles så grundlæggende forskelligt udelukkende på grund af deres køn.
Amanda opholder sig i et rum et andet sted i Det Mørke Hus, hvor der hverken er vinduer, lys eller myggenet, og hvor hun kun må ligge ned på sin madras i det kulsorte rum (for ikke at blive for stærk), mens rotterne piler hen over hendes fødder, og forskellige fangevogtere kommer ind for at voldtage hende med jævne mellemrum.
Tilgivelse som overlevelsesstrategi?
Det er, i mangel af et bedre udtryk, barske løjer, men det var, hvad der skete for den unge kvinde, der fyldte 28 i løbet af sit fangenskab og som overlevede ved at “forlade” sin forslåede og lænkede krop i tankerne og forestille sig et fredfyldt og lykkeligt hus i himlen, mens hun blev voldtaget, sultede eller bare havde voldsomme smerter efter den vold, hun også blev udsat for.
Mest overraskende er hendes evne til at tilgive og ligefrem prøve at forstå sine fangevogteres historie og forudsætninger for at handle, som de gør. De anser både Amanda og Nigel for vantro og derfor er der næsten ingen grænser for, hvad man må udsætte dem for. Alligevel prøver Amanda at forstå dem.
Det er næsten for overmenneskeligt, tænker man, men samtidig er det åbenlyst, at det er en genial overlevelsesstrategi i forhold til at overleve noget så umenneskeligt, som hun bliver udsat for. Det giver en form for mening og lys i al det mørke og hæslige.
Bogen er anbefalelsesværdig til enhver, der interesserer sig for den menneskelige psykes resiliens og styrken ved at tilgive det utilgivelige. Og for enhver der interesserer sig for radikale kulturforskelle mellem Vesten og Østen.
‘Huset i Himlen’ udgives på Gads Forlag.
livelittcph 
